zoe

Nu er det på tide, at vi rykker ud af sandkassen og opfører os en smule, som de voksne mennesker vi er! Jeg har forholdt mig tavs i denne efterhånden famøse sag, som nu har stået på i 5 måneder, men helt ærlig, så interessant kan Zeel’s og mit liv vel heller ikke være!
I nedenstående blog, vil jeg nøgternt fortælle omkring, hvad der er foregået, idet jeg kender alle omstændighederne i denne misære.

Herren min er, som du jo nok allerede er bekendt med, i en blog (på Kinkster) skrevet af Master Boas, blevet portrætteret som værende psykopat, desuden udtrykker Master Boas også sin bekymring for mig som Zeel’s slavinde, idet Master Boas mener, at jeg lever i et usundt og skadeligt forhold.
Jeg må sige det undre mig, at en dominant som Master Boas udgiver en sådan blog, eftersom hverken Herren eller jeg nogen sinde har mødt manden! Hvordan kan han dømme os?!
Jovist har jeg mødt Master Boas’ underkastede ved to private lejligheder, men her er Herrens og mit forhold aldrig blevet diskuteret, så hun kan ikke have fået en så forvrænget opfattelse fra mig, og ej heller fra Herren min, da de to aldrig har mødt hinanden.

Faktisk bunder alt dette postyr i noget så banalt, som en diskussion og uoverensstemmelse imellem Hr.X og Herren min, da vi fejrede nytåret sammen, og at Hr.X’s underkastede x, har hørt et rygte, som Herren min angiveligt skulle have spredt, hvilket er usandt.

Alt der er foregår har i realiteten intet med mig at gøre, men står imellem Herren min, Hr.X og x. Men hvorledes kan man nemmest ramme Herren min, det kan man ved at ramme mig, som Hans underkastede.

Jeg bliver ekskluderet af det netværk jeg er i, som x styrer, jeg får dog ikke besked herom, men opdager imidlertid, at jeg ikke kan logge på sitet. Det undre mig, og jeg kontakter x, da jeg går ud fra det må være en fejl. x og jeg har en venskabelig telefonsamtale, hvor jeg gør hende opmærksom på, at jeg ikke kan logge på netværket, og jeg spørger hende direkte, om jeg er blevet smidt ud. x forklarer mig, at det er en fejl, og i det hun med det samme logger ind for at tjekke sitet, fortæller hun mig, at der er en del ting der pludselig er forsvundet. Hun meddeler mig, at hun vil kigge på det, og fortæller mig, at hun aldrig ville smide mig ud af netværket, og slet ikke uden først at have givet mig en forklaring først, godtroende som jeg er, tager jeg hendes forklaring for gode varer.
I samme telefonsamtale spørger jeg x, til en blog hun har udgivet på hendes private blog den 19. januar i år kaldet “Tristhed”, som omhandler en veninde, som x mener er i et usundt forhold. x forklarer mig, at det er en veninde hun har i miljøet, som er i et usundt forhold, og hun (x) har prøvet at tale med hende flere gange, men når hun konfronteres med dette bliver hun vred og går i forsvar, jeg spørger x, om det er en, jeg kender, hvortil hun svarer nej. Vi taler efterfølgende lidt om, hvad man kan gøre i en sådan situation.
Afslutningsvis fortæller x mig, at der er noget hun gerne vil tale med mig om, det omhandler Zeel. x fortæller at hun er rasende på Zeel, faktisk så sur, at hun den sidste uge har arbejdet på et brev, men nu da jeg ringer tager vi den over telefonen – det drejer sig om, at x har hørt, at Zeel har spredt et rygte omkring hende, jeg fortæller x, at jeg intet kender til et rygte om hende, men at hvis hun har et problem med Zeel, synes jeg hun skal tale med Ham om dette.
x fortæller imidlertid, at hun ikke kan have folk der lyver eller går bag hendes ryg, og hun derfor ikke længere ønsker at være ven med Zeel, hvilket hun er ked af idet hun egentlig godt kan lide mig. Jeg fortæller x, at jeg ved Zeel ikke har spredt noget rygte, og vælger x Zeel fra, så har hun også allerede valgt mig fra.
Vi afslutter samtalen ganske stille og roligt, og aftaler, at vi lige tales ved en af de kommende dage.

To dage efter denne samtale opdager jeg, at pigerne fra netværket har slettet og blokeret mig som ven på facebook, og samme dag modtager jeg et noget overraskende brev fra x (og Hr.X), hvori de dømmer Zeel’s og mit forhold som værende usundt og et forhold, som ikke er kærlighedsfyldt. De kommer med mange påstande, og sågar en indrømmelse, nemlig at x har løjet overfor mig i telefonen nogle dage forinden.
Jeg var naturligvis noget forbavset over at modtaget et brev af sådan en karakter fra x (som jeg troede var min veninde), jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, men valgte derefter at sende et svar retur til x og Hr.X, hvori jeg kommenterede på deres påstande, deres generelle tilgang til hvad dette drejer sig om, og deres analyse af Zeel’s og mit forhold sat op imod deres eget forhold. Jeg finder det ikke relevant at spilde plads i denne blog med vores korrespondance, men ønsker nogen at se denne brevudveksling i sin helhed, da jeg naturligvis intet har at skjule, så skriv da til min mail zoe@zoesverden.dk

Jeg fik aldrig nogen feedback på mit brev til x og Hr.X, men følte i stedet hvordan ringene bredte sig i vandet. x og jeg havde en del fælles bekendte i miljøet, jeg valgte at stoppe forbindelsen til dem alle, da x for længst havde været der med sin overbevisende historie, og jeg ikke følte jeg kunne modbevise noget som helst, for hvordan modbeviser man, at ens Herre IKKE er psykopat? Hvordan modbeviser jeg, at anklagerne om, at jeg lever i et usundt forhold er usande? Det er mit ord mod deres!

Efterfølgende blev der som tidligere nævnt skrevet den famøse blog på Kinkster af Master Boas, som omhandlede hans “bekymring” for mit ve og vel, og som skulle være en advarsel til alle i miljøet, og en opfordring til at fryse Zeel ud af miljøet. Afslutningsvist skrev Master Boas, at han IKKE ønskede bloggens indhold op til diskussion, men blot at folk der var enige om at advare imod Zeel, skulle skrive under med deres nick i kommentaren.
Der kom mange kommentarer ind, nogle hvoraf Zeel og vedkommende havde haft uoverensstemmelse omkring holdninger, hvilke naturligvis ville bakke op omkring en sådan blog, men rigtig mange uvidende (som ikke kender Zeel eller jeg) skrev under på bloggen i troen om, at der reelt var noget at advare imod, men hvad allerværst var, at dem eller de der rent faktisk stillede sig kritisk overfor indholdet og tingenes rigtighed, blev truet med blokeringer mv.

Hvad der er unfair er, at udgive en sådan blog et sted hvor man godt ved, at Zeel og jeg ikke længere har adgang, og dermed ikke har mulighed for at forsvare os, og hvor deres skuespil kan forplante sig og blomstre i fuld flor, som da f.eks. x skriver i kommentarerne, at hun er så bekymret for mit ve og vel, da hun ikke kan komme i kontakt med mig, da Zeel ganske effektivt har afskåret mig al mulighed for kontakt – det er til at brække sig over! Jeg har x på messenger (selv den dag i dag), hun kan til enhver tid skrive til mig, hun har samtlige af mine mailadresser, mit mobilnummer og hun ved hvor jeg bor, men jeg har aldrig hørt fra hende!
I alt dette har jeg modtaget 2 henvendelser på facebook fra personer på Kinkster, som tilkendegav, at de havde hørt hvad der foregik, og om jeg var okay, desuden har jeg modtaget en sms fra en af pigerne i netværket, alle 3 personer har jeg svaret retur.

Jeg kæmper en kamp, som jeg mere eller mindre er udset til at tabe fra start af, hvis ikke folk vil anerkende, at der altid er to sider af samme sag. Jeg kan kun præsentere de tørre facts, som jeg har gjort i denne blog. Jeg bryder mig ikke om at hænge folk ud på denne måde, men jeg har nu i 5 måneder skulle ligge navn og ryg til dette – nu må det være nok med den her børnehave, som 4 personer i miljøet har skabt, blot fordi de råber højeste, betyder det ikke at de har ret eller taler sandt.

Jeg forventer intet andet af denne blog end endnu et ramaskrig (hvad andet kan jeg forvente med hvad vi har set indtil nu?!), men dette er mit eneste talerør, det eneste sted jeg kan fortælle den sande historie.

Skulle nogen ønske, at vide hvem Hr.X og x er, så skriv da til min mail: zoe@zoesverden.dk det samme gælder såfremt nogen ønsker at se vores brevudveksling.

Jeg skal overskride min grænse, mit hjerte banker, og jeg ser mig nervøst omkring… der er mennesker i nærheden, ikke mange, men nok til, at jeg bliver nervøs og ved, at jeg ikke kan gennemføre dette uden, at jeg bliver opdaget!
Jeg ser tilbage på Herren min, Han smiler til mig, blinker anerkendende til mig, og mimer “Du kan godt, zoe”.

Jeg kan godt, jeg ved jeg kan, men jeg er nervøs, nervøs for at udstille mig selv, selvom jeg hverken er nøgen, sårbar, eller i en situation som umiddelbart ville vække opsigt, men betydningen af dette imellem Herren og jeg er stor, vi ved begge hvad det betyder, hvad der ligger i det!

Vi har brugt det meste af formiddagen på at tale om dette, mine tanker, følelser og min egen usikkerhed omkring netop dette punkt. Herren har givet mig troen på at jeg kan, troen på at jeg kan rykke mine egne grænser, vokse, folde mig ud og være stolt af hvad og hvem jeg er. Jeg behøver ikke frygte andre folk dømmer mig, for det gør de…. uanset hvad, men Herren giver mig styrken til at være ligeglad med dette, for i vores univers findes der kun HAM og jeg!

Jeg ser ind i Hans isblå øjne, de er rolige og smilende, og her finder jeg styrken til at krydse grænsen!
Jeg gør det…. jeg gjorde det – jeg krydsede grænsen, og jeg søger atter Herrens tryghed. Han folder sine arme ud, og trykker mig dybt ind til Sig. Jeg har lyst til at græde og mærker en klump i halsen, jeg fortæller Ham hvordan jeg har det, og Han ser på mig – “Du er det smukkeste i denne verden zoe, og jeg er SÅ stolt over, at du overvandt dig selv”. Jeg kan se, høre og mærke, at Han mener hvert et ord, og klumpen i halsen forsvinder, og Han får mig til at le. Pludselig er det hele ikke så slemt og alvorligt, som jeg gjorde det til, men jeg fyldes nu af glæde og ro, Han fodrer mig, og jeg tager imod.

Nogle gange fuck’er mit hovedet med mig på en sådan måde, at selv de mindste ting kan blive som at bestige “Kilimanjaro”, men jeg mærkede i dag, hvordan Herren var der for mig, guidede mig på sikker afstand, og lod mig krydse grænsen i mit eget tempo.

Herren havde holdt noget hemmeligt for mig, det var tydeligt, men jeg kunne ikke regne Ham ud. Han efterlod mig siddende på sengen med Hans snart indtørrede sæd på mine bryster og arm, med besked om at Han ville være tilbage om en times tid, og så smækkede døren.
Jeg sad i 5 minutter og tænkte for mig selv.
Hvor skulle Han hen?, tænkte jeg for mig selv… jeg kunne ikke gennemskue Ham, men Han havde det der kække drengerøvssmil over læberne, da Han forlod mig…. Åhhh hvor jeg elsker når Han sender mig det, det gør mig så blød i knæene!

Jeg futtede ud i bad, og stod længe under den varme bruser og bare nød.

Efter nogen tid ringede Herren – Han ville gerne have lov til at invitere mig på en date. Jeg takkede pænt jatak, og rødmede let i kinderne.
Det er ikke længere så tit, at vi tager os tid til hinanden på den måde, så det gjorde mig glad :)

Jeg fandt straks en kjole frem, som jeg ved Han synes om, en der sidder godt til over røven, men som også fremhæver mine bryster. Derefter satte jeg mit hår, og lagde en fin tøsemakeup, præcis som jeg ved Han elsker det. Jeg gjorde mig ganske umage, for jeg ville glæde Herren, og vise Ham, hvor højt jeg elsker Ham, at jeg ønsker at tilfredsstille Ham, og Hans ønsker. Jeg fandt slutteligt Hans yndlingsparfume frem, og et par fine stiletter og så var det ellers ud af døren.

Jeg stod i 5 minutter på fortorvet og ventede på, at Han skulle komme og hente mig. Jeg mødte selvfølgelig Ham den sleske nabo, der altid har en kommentar, jeg svarede Ham kækt som altid, hvorefter Herren heldigvis kom kørende, og jeg hoppede let og elegant ind i bilen. Herren smilede stort ved synet af mig, og det glædede mig rigtig meget. Det var nu ikke fordi, at jeg var i tvivl om, at Han ville bemærke, at jeg havde gjort mig umage, for det er Han altid sød til at se, men det er altid dejligt at få en kommentar, og ikke mindst det anerkende blik og nik fra Ham, som godkender min fremtræden – så ved jeg, at jeg har gjort Ham stolt :)

Han tog mig med til en fin og lækker italiensk restaurant, der er nyåbnet, og som var omtalt på AOK for nyligt (var inde og læse om den) *S*.
Stemningen var intim og lokalet var indrettet med masser af tomandsborde, levende lys, dæmpet belysning, rolig musik og den italienske familie som kælede for gæsterne, og ind imellem smed italienske gloser igennem rummet – stemningen og atmosfæren var helt i top og perfekt til en date og middag med Herren min.

Jeg elsker og værdsætter når Herren afser tid til, at vi kan hygge os sammen på den måde, og bare nyde tosomheden ude. Det var en virkelig dejlig overraskelse – Jeg er en heldig tøs *S*

Livet er hvad man gør det til! Da jeg i sin tid boede i USA og gik på en Amerikansk High School, var der hver morgen skoleradio, som afslutning på denne rundede de af med at sige “make it a great day”, det er en sætning jeg har båret med mig de sidste 9 år, og som jeg har hevet frem, når jeg synes livet har været uretfærdigt. Jeg er selv ansvarlig for, at jeg får en god dag, at jeg lever det liv jeg ønsker mig, og at jeg generelt er glad og tilfreds med mig selv og min tilværelse.
Jeg synes i det store hele, at jeg heldig, og lever det liv jeg tidligere kun har turde drømme om. Jeg har truffet valg, svære valg, men jeg kan nu se, at det hele efterhånden har formet sig som det oprindelig var tiltænkt.

Jeg er heldig, for jeg har en Herre for hvem de små ting også er vigtige. Han er hvad jeg vil betegne som en sand gentleman, jeg elsker når Han åbner bildøren for mig, når Han skænker vinen når vi er ude, når Han har tanket benzin og har købt min yndlingsslikkepind med fra tanken eller når Han efterlader mig en lille kærlig seddel. Jeg bliver blød i knæene, og sommerfuglene i maven flyver rundt og basker, som var jeg nyforelsket igen.

Det jeg prøver og sige er vel egentlig bare, at vi skal huske at nyde livet, huske at fortælle dem vi har nært at vi elsker dem, gøre de små ting for hinanden, og nyde denne søde forårstid vi går i møde.

Ved ikke om jeg er ved at være gammel og sentimental, eller om jeg blot har fået forårskuller men uanset så er det jo sandt!  ;)

Jeg har funderet over dette spørgsmål længe, jeg har min klare holdning, nemlig at ejerskab (vel at mærke MIT ejerskab) er vejen til frihed, men når jeg debatterer med tætte vanilje venner omkring min livsstil ser de tingener stik modsat, de opfatter det udelukkende som en begrænsning. Det kan til tider få tonerne til at gå højt, men heldigvis er vi alle nuanceret nok til, at vi ved det ikke er personligt, og den indbyrdes accept af vores mange forskelligheder har båret os langt.

For mig at se, så har alle forhold BDSM relaterede eller ej, begrænsninger. I vaniljeforholdet forefindes der uskrevne regler, samfundets normer og ikke mindst parrets indbyrdes forventninger til hinanden. Det kan være en udfordring at navigere et sådan forhold, da grænserne er ganske usynlige og flydende. I et forhold som Hans og mit, hvor jeg er Hans ejendom, har vi sat ord på regler og grænser, vi har haft massevis af samtaler i årenes løb omkring dette emne, og vi tager det til stadighed op ind imellem, da tingene ændre sig med tiden, og der dermed kan være behov for at tilføje ændringer. Jeg priser mig lykkelig over at være i et forhold, hvor der er klare linjer og klare grænser, det gør det uendelig meget nemmere at navigere i, for jeg har altid en helt klar idé om, hvor jeg bevæger mig hen, om jeg leger med ilden, eller om jeg er på sikker grund. Jeg synes, det letter min hverdag og mit liv generelt. Jeg er sjældent usikker på hvad Hans holdning er, ja faktisk behøver jeg efterhånden sjældent spørge Ham ad, da jeg kender Ham så godt.

Jeg opfatter ikke mig selv som værende begrænset, jeg kan og må stort set alt det, som mine vaniljevenner må, jeg har blot den regel, at jeg skal spørge Ham om lov før, jeg laver endelige aftaler. Jeg har endnu ikke været ude for, at Han har sagt nej, til mig, når jeg har henvendt mig til Ham med en forespørgsel. Han har ikke lavet reglen om, at jeg skal spørge lov til alt, hvad jeg foretager mig uden for hjemmets 4 vægge for at begrænse mig, tværtimod vil jeg sige, Han ønsker netop at sikre sig, at jeg er tryg og sikker, det kan Han kun sikre sig, såfremt Han ved, hvor jeg færdes og med hvem, hvilket jeg finder enormt betryggende.

Jeg har en mand, som altid ved, hvor jeg befinder mig, og omvendt. Sat i modsætning til mine vaniljevenner, så ved de ikke altid, hvor og med hvem deres partner befinder sig, og det kan være årsag til bekymringer eller sågar en voksende mistro. Jeg er godt klar over, at jeg her sætter tingene lidt på spidsen, men det er blot for at tydeliggøre min pointe *S*.
Egentlig mener jeg, at jeg er mere fri i vores forhold, end jeg har været før i nogle henseender. Nok har jeg regler, men dem opfatter jeg som en guide, der fortæller mig hvad Han ønsker af mig, om jeg vil følge dem eller ej, er i princippet op til mig selv, men det vil have konsekvenser, og dem skal jeg tage med, når og hvis jeg vælger at træde udenfor. Naturligvis ønsker jeg ikke at gå imod Ham, mit største ønske er jo netop, at føje og lystre Ham, for jeg ved og har erfaret, at det er bedst for mig, og at jeg ligeledes ej heller mister noget ved dette. Ved at jeg lystre, og følger Ham på vores vej, viser jeg min hengivenhed, lydighed, kærlighed og respekt for Ham, når Han er glad, og får hvad Han har ret til, mærker jeg det på samme måde, ved ømhed, kærlighed, omsorg, forkælelse mv. Der er ingen grund til, at jeg skulle gå i den modsatte retning, for det ville hverken gavne jeg selv eller Ham. På denne måde, ser jeg vores liv som værende i harmoni og balance. Jovist tingene ikke altid går, som man vil have, men der er vi heldigvis begge storsindede og nuancerede nok til at kunne navigere i dette, og være overbærende og støttende overfor hinanden.
Vi er der for hinanden, ALTID!