Jeg er netop hjemvendt fra en 5 dages smuttur til det Sydlige Spanien med Herren og Hans familie. Vi havde en fantastisk dejlig tur, med masser af god mad, sol, varme, dejlige drinks, ture på stranden, festligt natteliv og hyggeligt sammenvær :)
Umiddelbart lyder det jo meget idyllisk, og i det store hele var det som egentlig også det, men når der så skal kobles et 24/7 forhold på, med alt hvad dertil hører af regler så opstår problematikkerne desværre for mit vedkommende.

Det at skulle tackle Herrens forældre, bror og hans kæreste er i og for sig ikke så stor en kunst, for der er jeg jo bare mig selv, sød, åben, smilende og deltagende, men når jeg samtidig skal være opmærksom på Herrens behov og følge mine regler, opstår der problemer. Jeg kan ikke håndtere at være i et miljø med Herrens familie og skulle være mig selv der samtidig med, at jeg skal jonglere at være Herrens ejendom så åbenlyst som muligt overfor Ham. Der opstår en konflikt, og jeg ved godt, at jeg fejler, men vælger alligevel pr. automatik at gå i “vanilje-mode”, hvilket naturligvis ikke er spor givende for Herren min, og jeg selv står konstant i et dilemme, føler jeg.

Jeg har tænkt en del over det for at finde ud af, hvorfor jeg synes det skaber så store konflikter for mig, og jeg er nået frem til, at jeg ikke føler jeg kan give begge parter den fornødne opmærksomhed. Tilfredsstiller jeg Herren, vil Herrens familie og jeg uundgåligt ende i situationer, hvor jeg akavet må afvente Herren eller feje familien af med et vævende eller uærligt svar, det vil jeg bestemt ikke bryde mig om, måske er jeg også lidt bange for, at komme til at udlevere mig selv for meget. Omvendt er jeg i “vanilje-mode” konstant, vender jeg Herren min og jeg selv ryggen, og det ønsker jeg heller ikke. Det er en ganske svær balance, som jeg prøver at arbejde med og tilpasse mig til, men da jeg endnu ikke har den store erfaring ud i denne slags kom-sammen så tager det en del tid. På tankeplan virker det ikke som en kunst i sig selv, men det er noget helt andet at stå i situationen.
Jeg prøvede for så vidt muligt altid at tiltale Herren med “Herre”, når det var muligt, som jeg skal og altid plejer, jeg ventede på, at Han gav mig lov til at spise, og fulgte Hans ordre og ønsker i forhold til tøj og stiletter. Men jeg kan godt selv se, at det ikke er helt nok, at den haltede mange steder, og det gør mig ked af det, ked af at Herren føler sig til side sat og ked af, at jeg svigter Ham. Jeg prøvede for så vidt muligt at kompensere, i de situationer jeg havde mulighed for det og kunne, men jeg vidste lige så vel som Herren, at det ikke var tilstrækkeligt.

Al begyndelse er svær, og  jeg vil fortsat arbejde med dette og være på vagt overfor det, netop fordi det også har en tendens til at fjerne mine lyster ind imellem. Mit tilhørsforhold blive en smule udhvisket i min hjerne, ikke at jeg nogen sinde er i tvivl om, at jeg tilhører Herren, men følelsen som altid går hånd i hånd med den viden, forsvinder for en stund. Det skaber en enorm frustration for mig, da jeg ikke føler jeg har styr på tingene, og ikke føler jeg kan få enderne til at nå sammen. Herren gør bestemt sit for, at vi skal kunne fungere, men det er en svær kunst trods det.

Derfor var jeg smadder glad, da Herren i morges valgte at vække mig og bruge mig. Han brugte min tøsefisse, nev mig på inderlårende, satte metalklemmer i brysterne og en enkelt i skamlæben. Straks var jeg tilbage, tilbage til at være Herrens lille tøs, Hans ejendom og jeg mærkede det, følte hvordan smerten fyldte mig, og hvordan jeg klynkede og stønnede i nydelse. Jeg havde sådan savnet dén følelse, følesen af at være på min rette hylde, at blive brugt til det jeg skal, nemlig at tilfredsstille min Herres behov og lyster. Mine frustrationer er forsvundet, om end jeg er klar over min utilstrækkelighed på ferien, men jeg er atter fyldt af glæde, stolthed og sprudlende energi. Jeg er tilbage hvor jeg hører  til og trives.
Tak, fordi du bragte mig tilbage Herre <3